D.O. Toro har et ganske ekstremt klima, som veksler fra -10 grader i den hårde vinter og op til 40 grader om sommeren. Divina Proporcions vinmarkerne ligger i en højde mellem 600 og 900 meter over havets overflade, dette giver en forskel på dag- og nattemperaturen på op til 30 grader i sommermånederne. Denne forskel giver den kraftige vin en meget flot elegance. Vingården har 15 hektar egne vinmarker og yderligere 12 hektar som de har den daglige drift af. Vinstokkenes alder er fra 30 år og helt op til 100 år. Disse gamle stokke er plantet som fritstående planter og på forunderlig vis er de aldrig blevet ramt af phylloxera, primært på grund af markernes meget høje indhold af sand.
24 Mozas er på 100 % Tinta de Toro, D.O Toros navn for Tempranillo.
Denne herlige vin har en intens mørk farve med let kirsebærrød kant, i duften er der elegante toner af de 6 måneder på franske fade, brombær, lakrids og krydderier.
I smagen finder man bær, lakrids, en anelse røg og en flot moden tannin giver god balance til denne kraftige vin.